Forord

Denne bog har som udgangspunkt undren over egen undervisning. På Københavns Universitet har jeg som pædagogisk psykolog ofte undervist i udvikling af professionel kompetence. På et semesterkursus i 'rådgivning' bemærkede jeg en særlig iver og engagement hos de studerende, som jeg ikke var vant til fra anden universitetsundervisning. Deres arbejdsindsats gik langt ud over hvad man kunne forvente for at bestå eksamen. En kollega på Århus Universitet havde gjort samme iagttagelser ved lignende kurser. Deltagerne synes at blive draget mod de udfordringer, som var undervejs, tumlede med problemerne, virkede særdeles engagerede og gav højlydt udtryk for at de havde lært nyt og anderledes.

Hvad var det, der gjorde, at deltagerne ofte arbejdede langt ud over den aftalte undervisningstid? Hvorfor blev de tilsyneladende hængende fast i visse problematikker? Hvorfor gav frustrationerne tilsyneladende mere og ikke mindre energi? Hvorfor blev de ofte mere og mere optaget af deres egen gruppes forhold på bekostning af fællesundervisningen, andre fag på studiet, ja, sågar deres hjemme- og familieliv? Hvordan kunne det være, at grupperne gang på gang fik 'åbenbaringer' og erklærede, at nu havde de bare forstået 'det hele'? Nysgerrighed og undren gav min kollega og mig trang til at søge en forståelse, næste gang vi afholdt lignende kurser.

Langsomt voksede den antagelse frem hos os to undervisere, at det meste af engagementet kunne forstås ud fra ét bestemt element i den pædagogiske iscenesættelse af forløbene: Det, at deltagerne ustandselig - omend ikke særligt bevidst - blev placeret i situationer, der krævede det umulige af dem.

De tilsyneladende simple deltagerinstrukser og rammer, var - når de blev gået nærmere efter i sømmene - så modstridende og komplicerede, at deltagerne blev fanget i en uafsluttelig opgave - en opgave, der reelt ikke var nogen vej ud af, selv om det kunne se sådan ud. En opgave, som de derfor måtte kæmpe videre med.

Det var dette særlige stiltræk ved undervisningsforløbene, som efterhånden fik tankerne om dilemmaet som drivkraft for læring og personlig udvikling til at gry.

Når vi er i et dilemma, betyder det, at vi bliver bremset op. Vi får lejlighed til at undersøge vores rum nærmere og til at komme i berøring med de forhindringer, som vi ellers ofte glider let hen over. Vi har svært ved at orientere os i feltet og kan ikke finde vejen ud. Vi bliver hængende, bliver ved med at søge, eller vi lever videre med det i baghovedet, uden at det rigtigt afsluttes. Dilemmabegrebet blev derfor centralt for vores forståelse ikke blot af undervisningssituationerne men også som et mere almen måde mennesker kan få indsigt i egen personlighed og opnå ny erkendelse på.

Vores arbejdshypotese formulerede vi således: Dilemmaet kan betegnes som et umuligt valg - en knibe, man mere eller mindre er i stand til at mærke og gennemskue. En umulig situation fordi kendte veje er blokerede, man føler sig fanget, og at der ikke er nogen vej ud. Men dilemmaet kan rumme energi til at bane nye veje. Og det kan rumme muligheder for gennem søgen efter udveje at møde sider af sig selv og omgivelserne, der er ukendte, og tvinge til stillingtagen ved opfattelser og værdier, man ikke tidligere har sat spørgsmålstegn ved.

Vi gav os til at undersøge og indkredse dilemmasituationer i vores undervisning. En kompliceret proces fordi dilemmaer måtte ses i flugten - i en sammenhæng med de processer, som de havde så voldsom en indflydelse på. Vi havde færten af at være på sporet af et nyt begreb, der kunne blive centralt for forståelse af et nyt paradigme, som den nye ungdomskultur, med bevægelighed og flygtighed i kontaktformer og engagementer, måske var udtryk for.

Fokuseringen på dilemmaer i undervisning ikke til hensigt at lancere en ny pædagogisk retning, men en ny pædagogisk forholdemåde. Undervejs med mit arbejde med at undersøge dilemmasituationer i egne undervisning blev jeg stadig mere klar over, at dilemmasituationer altid har eksisteret i pædagogiske sammenhænge, men været relativt upåagtede eller blot er blevet betragtet som forstyrrelser i den almindelige undervisning.

Det er næppe tilfældigt, at ideen om at undersøge læring gennem dilemmasituationer dukker op i en tid, hvor vort gamle naturvidenskabelige verdensbillede på så mange områder er kommet til kort, og hvor vi står famlende over for, hvordan mennesket kan indgå i og rumme en stadig hastigere udvikling. Spørgsmålet er derfor: Er det muligt gennem undervisning at tilegne sig kvalifikationer, som gør én i stand til ikke blot at 'leve med', men konstruktivt og kreativt at arbejde sig igennem de dilemmaer, som i stigende grad præger vor dagligdag? Og kan det føre til, at vi aktivt søger dilemmaers udfordring frem for at undgå dem? Vil det være muligt bevidst at lægge dilemmasituationer til rette i undervisningen? Er det etisk forsvarligt? Hvad kræver det af pædagogisk professionalisme?

Indsamling af materiale førte i første omgang til beskrivelse af en række undervisningssituationer med dilemmalignende udtryk i rapporten med titlen: 'Ingen vej ud', som i denne bog danner grundlag for beskrivelsen af undervisningsforløbet. Projektet udviklede sig fra faglig nysgerrighed og personligt erkendelsesarbejde til ønsket om forskning med henblik på formidling til andre undervisere og pædagogisk psykologisk nysgerrige. Forskningsprojektet som kan betegnes som eksplorativ procesforskning udmøntedes i en ph.d. afhandling: Dilemmaet som lærer - En fænomenologisk beskrivelse og analyse af dilemmaer og deres virke som ændringsformidler i pædagogiske og almenmenneskelige sammenhænge. Afhandlingen blev indleveret og bedømt på 'Danmarks Pædagogiske Universitet i efteråret 2000.

På et ret tidligt tidspunkt af projektet opstod ideen om bogudgivelse, byggede på mødet mellem faglig professionsudøvelse og akademisk teoriudvikling. Bogen er et forsøg på en ny form for faglig formidling, hvor læseren gennem fortællingen om dilemmasituationer i konkrete undervisningssituationer får lejlighed til associere til egne oplevelser og erfaringer og forhåbentligt blive 'fanget ind' personligt som fagligt i dilemmaforståelsen.

Bogen bygger således på ph.d. afhandlingens materiale. I forhold til bogen rummer afhandlingen et større antal faglige henvisninger, litteraturreferencer, en grundig beskrivelse af forskningsprocessen, tankerne bag formidlingen og definition af pædagogisk-psykologiske og akademiske begreber. Afhandlingen er dog ret let tilgængelig skrevet i dagligsprog. For en grundigere redegørelse for bogens baggrund og tilblivelse henvises til afhandlingen, som er offentlig tilgængelig.

Mange kolleger og venner har gennem det lange projektforløb indgået i diskussion og bidraget til dybere forståelse af dilemmaets potentiale og til udvikling af dilemmabegrebet. Her jeg blot nævne enkelte: Søren Willert har i et langt forløb i opstarten medvirket til afhandlingens tilblivelse og stået bi med kommentarer til udformningen af afhandlingen. Dorte Eva Ostenfeld og Elsa Schmidt har ligeledes grundigt kommenteret og diskuteret projektet. Ligesom Jørgen Hunsdahl, Torsten Ingemann Nielsen, Per Schultz Jørgensen og flere andre psykologer og pædagoger har givet opmuntring og indgået i konstruktiv diskussion omkring begreber og formidling. Allan Stockholm har tilbudt illustrationer. Min ægtefælle, Birthe Frey har løbende gennemlæst manuskript og deltaget i frugtbar dialog om argumenternes bæredygtighed og den sproglige formidling. Bedømmelsesudvalget med Per Schultz Jørgensen, Knud Illeris og Benny Karpatschof har sidst givet en inspirerende tilbagemelding.